Gartner Sandberg gøder det gode værtskab

marinus Værtskab

”Undskyld, jeg er vist faret vild,” siger jeg og forstyrrer en gartner midt i hans arbejde med at vende et bed med visne blomster.

Det er februar måned og jeg har i en time gået rundt på Assistens Kirkegård mellem alleer og snoede stier. Her er en stilhed, så man glemmer man er midt i en storby, og på en varmere dag ville jeg have dvælet ved de mange smukke gravsteder. Gruset knirker under mine alt for tynde vinterstøvler, min næse er følelsesløs af kulde og jeg går hurtigere og hurtigere for at holde varmen, mens jeg holder udkig efter netop den gravsten, der er målet for mit besøg. Jeg er i gang med at planlægge en guidet kulturvandring på kirkegården for en gruppe danske turister, så det er ret pinligt, at jeg ikke engang selv kan finde rundt. Men jeg opgiver mit forsøg på selv at finde vej, da jeg får øje på gartneren i hans grønne tøj.

”Hvor skal du da hen?” spørger gartneren og læner sig op af sin skovl. Jeg fortæller om mit projekt og, at jeg leder efter Søren Kierkegaards grav. Han går venligt i gang med at fortælle, at jeg skal først dreje til højre, så til højre igen, så lige ud og til venstre… Åbenbart viser mit ansigtsudtryk, at jeg ikke er med, så han siger ”Jeg må nok hellere følge dig derhen” og stiller sin skovl fra sig. Jeg er lettet og taknemmelig.

På vej til Søren Kierkegaards gravsten følger et overflødighedshorn af gode historier om mennesker og skæbner, hvis gravsten vi passerer. Gartner Sandberg kender hver en krog af kirkegården og er meget gavmild med sin viden. Jeg hører om kunstneren, der iscenesatte sin egen begravelse, om den unge kvinde der blev levende begravet, og om forfattere, skuespillere, popsangere m.fl. der har fundet den sidste hvile her. Jeg er henrykt over alle historierne og anekdoterne, som er en gave til min guidning.

Samtidig er jeg blevet temmelig blåfrossen – det er altså årets koldeste dag! ”Du ligner en, der kan trænge til en kop kaffe!” siger Gartner Sandberg. Jeg tror, der måske ligger en hemmelig cafe et sted i nærheden, jeg ikke kender til, men Sandberg fører mig til hans hyggelige kontor og byder på kaffe direkte fra hans private termokande. Vi nyder kaffen og en snak om alverdens emner – både levende og døde. Jeg får varmen og føler mig ekstremt priviligeret over at have mødt et menneske, der kan udøve sådan et værtskab på denne utraditionelle seværdighed.